Af Ulrik Burhøj Jepsen
For at forstå stjernernes fortid er man nødt til at forudse fremtiden. Netop det arbejder Mark Lykke Winther med i sin stilling som postdoc ved Aarhus Universitet. Men inden han nåede dertil, blev han student fra HTX i Randers.
– At jeg begyndte på HTX, det kom simpelthen fra en åbenbaring i folkeskolen. Vi blev præsenteret for Niels Bohrs atommodel med den præcise opsætning af elektroner, protoner og neutroner. Den fangede mig og gjorde, at jeg blev helt solgt på fysikkens verden, fortæller Mark.
Naturfagene i fokus
Kærligheden til naturvidenskaben har dog altid været til stede hos Mark, der allerede som helt lille var fascineret af stjernerne og astronomien – en fascination, han genopdagede gennem interessen for fysik. Netop derfor valgte han HTX.
– HTX havde meget laboratoriearbejde, som jeg var glad for, og det var en grundlæggende del af skolen, at naturfagene var i fokus. Det gjorde, at jeg vidste, at min studentereksamen skulle tages der, siger Mark.
På HTX var der også et stort fokus på gruppearbejde, hvilket Mark satte stor pris på. Han har senere haft glæde af det – både i sit arbejde som astronom og i sin studietid på Aarhus Universitet.
– Vi blev lynhurtigt sat til at arbejde med mennesker, vi ikke kendte, på større projekter i uddannelsen. Det gav både et fagligt og socialt fællesskab, som opstod ret hurtigt, når vi var fælles om at løse problemer, vi fandt spændende, fortæller Mark, der hurtigt fik en ny vennegruppe på HTX. Dem snakker han stadig med den dag i dag.
Afprøvede forskellige retninger
Selvom fysik var Marks yndlingsfag, var han ikke sikker på, hvad han ville læse videre indenfor – eller arbejde med efterfølgende. Derfor satte han pris på, at skolen gav ham mulighed for at afprøve forskellige interesser.
– I 3.g havde vi Byggeri og Teknik, hvor jeg sad og tegnede huse og prøvede det lidt af. Det gav mig mulighed for at lege lidt med forskellige retninger. Gennem uddannelsen prøvede jeg at stikke i flere interesser, inden jeg fandt ud af, hvad jeg ville læse videre til, fortæller Mark.
Han husker blandt andet, hvordan de skulle programmere en mikrochip og lære nogle basale programmeringssprog som en del af undervisningen på HTX.
Programmering, fysik og stjernemodeller
Netop programmering og fysik endte med at blive en stor del af Marks karriere. Efter at have gennemført HTX var han sikker på, at det var fysik, han ville studere – også selvom en af eksamenerne ikke var gået helt som håbet.
– Jeg havde det godt med fysikfaget hele vejen gennem gymnasiet, også selvom jeg fik et syvtal til eksamen. Men det var, hvad det var. Så jeg søgte ind på fysikstudiet og fandt ud af, at programmeringsdelen var meget spændende. Siden min bacheloropgave og videre gennem min kandidat og Ph.d. har jeg så arbejdet med at udvikle de her stjernemodeller, som kan sige noget om både stjernernes fremtid og fortid, fortæller Mark, der nu er en del af et større internationalt forskningssamarbejde for den Europæiske Rumorganisation (ESA) med kollegaer fra blandt andet Birmingham og Sydney.
Hvis han skal give et råd videre til andre unge, der drømmer om at arbejde med stjernerne, er det at springe ud i det og forfølge det, der gør dem glade.
– Hvis man som ung tænker, at fysikkens verden er spændende, så skal man ikke være nervøs for at give det et forsøg. Alle uddannelser kan være svære på forskellige måder for forskellige mennesker. Men alle kan komme igennem, når det er noget, de virkelig brænder for, afslutter Mark.
Fakta
- HTX giver adgang til mange videregående uddannelser. Du kan fx blive læge, civilingeniør, folkeskolelærer, maskinmester eller sygeplejerske.
- På HTX kan du arbejde med naturvidenskab, innovation, design og meget mere. I ToolBox kan du benytte dig af eksempelvis 3D-printere og VR-briller og i laboratorierne er kemien og fysikken i højsædet.
