Borgmester Peter Sørensen besøgte HTX på Learnmark Horsens for at få et indblik i det unikke uddannelsesmiljø. Vi besøgte det nye sports- og sundhedslaboratorium, hvor professionelt hospitalsudstyr hjælper eleverne til at omsætte komplekse teorier til praksis. For naturvidenskab er ikke abstrakt, men noget håndgribeligt, nærværende og sjovt. Vi kom også en tur forbi Plastic Recycle Lab, hvor eleverne på professionelt udstyr kan støbe og presse prototyper i plastic. Plastikken kan selvfølgelig genanvendes, og kasseret plastik kan indgå i nye prototyper.
Netop undervisningsformen gør HTX til et unikt gymnasietilbud. Eleverne arbejder tværfagligt med projekter – verden uden for skoleskemaet er nemlig ikke opdelt i fag, men i opgaver, der løses ved hjælp af forskellige fagligheder. Det er HTX’s DNA, og det kan udfolde sig på HTX, fordi vi har rammerne og undervisere med mindst to års relevant erhvervserfaring. Det er et helt særligt studiemiljø, som man ikke umiddelbart kan flytte andre steder hen.
Danmark har brug for flere med de tekniske og naturvidenskabelige kompetencer, som eleverne fra HTX får.
Skrevet af Niels Yde, Direktør, Learnmark Horsens